Nyhed

Toiletfaciliteter med skandinavisk hygge vækker begejstring på Vedbæk Havn

Et besøg på toilettet er næppe det, de fleste sejlere husker bedst fra et havneophold. Men på Vedbæk Havn er det netop blevet en oplevelse, som gæsterne taler om.

Vedbæk Havn
Hyggelige faciliteter på Vedbæk Havn glæder gæsterne. Foto: Michael Lyhne

Siden havnefoged Gitte Ehrhardt tiltrådte, har hun taget initiativ til en forbedring af havnens servicefaciliteter. Med et skandinavisk inspireret udtryk, kurve, grønne planter og små dekorative detaljer er toilet- og badefaciliteterne blevet forvandlet til hyggelige rum med et feminint touch.

Initiativet har allerede udløst mange positive tilbagemeldinger fra både gæstesejlere og havnens faste brugere.

En af dem skriver:

"Det var så hyggeligt, nydeligt og ikke mindst skandinavisk smagfuldt indrettet med kurve mv., at mit lille ophold blev til en stor fornøjelse. Det er aldrig sket før – og så i vores hjemhavn. Jeg tænkte, det må være Gitte, der står bag, og hold da op, en nydelse. Det kan vi være stolte af og ikke mindst nyde rigtigt meget. Tusind tak!"

De mange rosende ord glæder havnefoged Gitte Ehrhardt.

– Det er dejligt, når gæsterne lægger mærke til de små detaljer. Vi ønsker, at Vedbæk Havn skal være et sted, hvor man føler sig velkommen, og hvor faciliteterne er indbydende og giver en god oplevelse. De mange positive tilbagemeldinger viser, at indsatsen bliver værdsat, siger hun.

Vedbæk Havn nyder i øjeblikket ikke kun godt af sommervejret, men også af den positive omtale blandt havnens brugere.

– Forhåbentlig betyder det, at endnu flere vælger at lægge vejen forbi Vedbæk Havn i løbet af sæsonen. Vi vil gerne være kendt som en havn, hvor der er fokus på både kvalitet, hygge og gæstfrihed, siger Gitte Erhardt.

Læs mere om Vedbæk Havn her

Tilbage