Hou Havn
Hou Havn - Centralt placeret i det Østjyske Øhav
Lystbådehavnen i Hou er godt placeret på Jyllands østkyst. Havnen ligger ’lige på vejen’ uanset om man er nord-sydgående eller vil østpå mod Tunø, Samsø eller Sjælland. Havnen er stor med plads til alle, og ligger tæt på byens centrum og den nye Hou Færgeby. Et moderne kvarter med boliger i flere plan, og en helt ny restaurant Køst, der kun er adskilt fra kajkanten af en hyggelig havnepromenade. Havnen byder på en særlige maritime stemning med hyggelige grillpladser, en fin legeplads, krabbebro til børnene, færgeleje med afgange til Tunø og Samsø, historisk bådeværft, spisesteder og sejlerstue med rigtig gode havnefaciliteter.
Havnen har et tankanlæg på kajen til diesel og benzin, som kan benyttes 24/7.
Under 100 meter fra havnen ligger Dagli' brugsen med b.la. salg af frisk morgenbrød. Du kan tilberede og nyde dine lækkerier fra grillpladsen på den hyggelige overdækkede træterrasse, der ligger i forlængelse af havnekontoret og klubhuset med en fantastisk udsigt over havnen. I den nordlige del af lystbådehavnen finder I Mosters Ishus og Restaurant Køst.
Ved klubhuset kan børnene lege pirater på havnens maritime legeplads, imens de voksne nyder kaffen. Der er fine muligheder for vandre- og cykelture lang kysten eller til voldværket Bjørnkjær. Det er gratis at låne cykler. Er du til fiskeri, er ydermolen et godt sted at fange sild eller hornfisk. Der er gode badestrande på begge sider af havnen. I dårligt vejr, anbefales det at besøge den lokale svømmehal "Vandhalla", der ligger et kvarters gang fra havnen og har en 90 meters lang rutchebane for de eventyrlystne.
Hou Værft, der er en del af Hou Søsportcenter, fortsætter det traditionsrige skibsbyggerhåndværk, som har berømmet Hou i snart 100 år. Centralt placeret midt på lystbådehavnen sætter aktiviteterne på værftet sit præg på både havnen og byen.
I handelsbyen Odder finder du apotek, Kvickly, museum, biograf, bowlingcenter og den danmarksberømte Økologiske Have. Bussen kører fra havneområdet, hvor der også er bus til Århus og færge til Tunø og Samsø.
Velkommen til Hou Lystbådehavn, vi håber I vil nyde jeres ophold.
Anders Roed, havnefoged.
Havnepenge 2025
0 - 10 m | 175 Kr |
10 - 12 m | 200 Kr |
12 - 14 m | 225 Kr |
14 - 16 m | 275 Kr |
16 m - | 400 Kr |
Catamaran | 300 Kr |
Hver 6. sammenhængende døgn er gratis.
Havnefoged
Anders Roed
