Nyhed

Havnebad i Sønderborg indvies 6. december

Det nye havnebad i Sønderborg indvies i november 2023 med vinterbaderne. Ny festlig åbning venter til næste sommer.

Havnebad i Sønderborg Havn
Det nye havnebad ved Sønderborg havn forventes indviet november 2023. Foto: Anders Husted.

Af journalist Jesper Elle

Det nye havnebad i Sønderborg står nu færdigt og så skal det selvfølgelig også indvies.
Da overdragelsen til havnen sker så sent på året, foregår indvielsen naturligvis med deltagelse af vinterbaderne, der kan tage badet og alle faciliteterne i brug nu.
Alle andre skal naturligvis ikke snydes, så derfor planlægger Sønderborg Kommune endnu en festlig indvielse til næste sommer.
Havnebadet er en gave fra Bitten & Mads Clausen Fonden, der på fondens 50-års fødselsdag for to år siden forærede kommunen et havnebad, som nu endelig er klar.

Sikkerhed i højsædet
Sikkerheden for gæsterne har under hele processen været i fokus.
Badet har to indgange, hvor der bliver sat tællere op og et lyssignal, der giver gæsterne grønt eller rødt lys, da der er en begrænsning på 250 gæster ad gangen. Det sker af hensyn til opdriften, da bassinet er bygget på flydepontoner.
Desuden er der også under vandoverfladen sat et kraftigt net i siden af alle bassinerne. Det skal forhindre badende i at dykke ind under broerne og ende ude i sundet. Ligeledes er der sat stålhegn op.

Nettet vil også kunne stoppe marsvin, sæler og større fisk i at forvilde sig ind i badet, men vil ikke hindre gennemstrømningen, der skal holde badevandet friskt.
Det største bassin måler 25 meter på den længste side og er derfor velegnet til folk, der træner til svømmestævner eller triatlon.
Udspringsbassinet, der er det mellemste, ligger tæt på saunaen, hvilket vinterbaderne vil sætte pris på. Derudover er der sat et rækværk i stål op på bassinets yderside således, at det ikke er muligt springe direkte ud i Alssund.
Det mindste bassin er for de små og får som det eneste bassin en fast bund. Her vil vanddybden kun være 30 cm.                 

Back