Af journalist Jesper Elle
Hele Danmark og store dele af verden fulgte intenst med, da dansk politi i 2017 fik hjælp af svenske lighunde til at lede efter den svenske journalist Kim Wall, i den makabre drabssag, der blev kendt som Ubådssagen.
Siden har dansk politi uddannet egne hunde, men nu er en ny forening med navnet Danske Vandsøgs Hunde (DVH) gået i gang med at uddanne hunde, der kan sættes ind og hjælpe politiet.
Lokal hjælp
Foreningen vil således etablere en ny gren indenfor hundesport, som i daglig tale kaldes vandsøgshunde.
”Vi synes at dette lyder mere spiseligt end ordret lighunde, der giver folk en noget anden tankegang i, hvad vi træner efter og hvad vi så bruger i vandet til hundene. Vi er slet ikke i tvivl om at vandsøgshunde, bliver noget som vi fremadrettet kommer til at se og høre meget mere om. Vi har også en forventning om, at dette bliver en sportsgren indenfor hundesport om et par år,” siger Iben Marianne Krarup Pedersen som er formand i Danske Vandsøgs Hunde.
Foreningen ønsker på lige fod med foreningen Missing People, der hjælper med eftersøgninger på land, at hjælpe med eftersøgninger på vandet.
”Fremadrettet kan vi stille lokale hunde, som kan bruges til støtte, hvor der er havne, kystnære områder m.m. der skal eftersøges efter personer.
Vi ved godt at Dansk Politi på nuværende tidspunkt selv har fem godkendte lighunde på landsplan, men de kan jo være i indsats et andet sted i landet, eller lige så vigtigt, at vi evt. kan hjælpe med at søge i områder som Politiet ønsker at udelukke fra deres eftersøgning,” tilføjer Iben Marianne Krarup Pedersen.
Havne til træning
Foreningens daglige træning foregår normalt i Faldsled Havn på Fyn, hvor man har et supergodt samvirke medhavnefogeden og havnens brugere, men de vil gerne brede det videre ud.
”Vi træner også i andre havne i Danmark, og håber alle havne vi kommer til, med ønsker om at træne, vil hjælpe os med adgang til bådramper osv. Vi står naturligvis til rådighed og hjælper naturligvis, hvis de lokale havne ved et uheld har folk i vandet, eller vi på anden måde kan hjælpe,” tilføjer Iben Marianne Krarup Pedersen.