Nyhed

Båden er sidste chance for at se Tour de France

- Karin M - Sejler Nyt

Overnatningsstederne i de danske Tour De France byer er fuldt bookede. Sidste chance for at komme tæt på cykelløbet er med båd og havnene melder om stor interesse

Når den danske del af Tour de France afvikles i begyndelsen af juli bliver målbyerne for de tre etaper proppet med cykelinteresserede tilskuere fra hele Europa.

Sønderborg Havn, Tour de France
Sønderborg Havn bliver sikkert fyldt til bristepunktet under Tour de France. Arkivfoto

Overnatningsstederne i de danske Tour De France byer er fuldt bookede. Sidste chance for at komme tæt på cykelløbet er med båd og havnene melder om stor interesse
Når den danske del af Tour de France afvikles i begyndelsen af juli bliver målbyerne for de tre etaper proppet med cykelinteresserede tilskuere fra hele Europa.
Interessen er så stor, at hoteller, kroer og andre overnatningssteder tæt på og i målbyerne reelt er fuldt bookede i starten af juli, hvor løbet skydes i gang i København.
I Sønderborg, hvor løbet slutter søndag 3. juli, koster to overnatninger for én person på hotel fra lørdag til mandag således 7.259 kr. Det er en stigning på 230 pct. i forhold til weekenden før, hvor prisen er 2.199 kr.
En lejlighed med havudsigt koster 13.798 kr. Normalprisen er 3.678 kr. En stigning på 275 pct. Et hotelværelse 13 km. fra Sønderborg koster 10.295 kr. mod 1.099 kr. weekenden før. En stigning på godt 700 pct.
Derfor er båden nu sidste chance som et billigt alternativ for at komme helt tæt på løbet og havnene melder om stor interesse, viser en rundspørge som Havneavisen Marina News har foretaget blandt nogle af havnene i og omkring målbyerne.
Det er i havnene ikke muligt at reservere plads til båden på forhånd, så det er først-til-mølle-princippet, der er gældende.


Roskilde til Nyborg

2. etape lørdag 2. juli passerer forbi Korsør Lystbådehavn, hvor kommunen og løbets ledelse forventer at autocampere vil parkere på havnen. Havnefoged Jesper Dinesen Petersen kalkulerer ikke med mange ekstra både, da han forventer, at de i stedet vil sejle til Nyborg, der er målby.
Og i Nyborg oplevede havnemester Lis Mylenberg på Nyborg Marina da også allerede i marts interesse for at booke en havneplads op til 2. juli, men da det ikke er muligt, opfordres sejlerne til at komme i god tid.

Vejle til Sønderborg

Når 3. etape starter i Vejle søndag 3. juli forventes der også trængsel på Vejle Lystbådehavn, da løbet skydes i gang ved Fjordens Hus på Havnen.
Derfor er alle parkeringspladser inddraget til arrangementet og alle både på land skal væk eller sættes i vandet.
Selve lystbådehavnens område er ikke berørt af Touren, men da alle faste havnepladser er optaget, bliver der ikke mange pladser til gæstesejlere. Der er dog mulighed for at ligge for svaj og der er mulighed for at sejle ind med f.eks. gummibåd.

Haderslev Havn

Ruten ligger kun 400 meter fra Havnen og der vil fra Årøsund Lystbådehavn være gratis busser herfra og tilbage til havnen.
I Sønderballe Lystbådehavn, hvor feltet af ryttere passerer Sønderballe Strand, er der lagt op til Tourfest i et telt med plads til 150 gæster, hvor det er muligt at spise helstegt pattegris
Løbet kan desuden følges på storskærm og gæstesejlere er velkomne.

Sønderborg Havn

I Sønderborg, hvor Tour de France-løbet slutter i Danmark, vil hele havnepromenaden blive spærret af for biler.
Feltet kommer til at køre forbi Verdens Ende til Sønderborg Havn ad havnepromenaden, og tilbage igen.
Strædet langs Sønderborg Havn bliver lukket for gennemsejling fra kl. 10 og skibe som forsøger at sejle ind til løbet, bliver afvist af politi i RIB både. Større skibe over 20 meter kan reservere plads ved kajen nord for broen ved at ringe til havnemesteren. Øvrige skibe kan ligge langs havnepromenaden med max. 4 uden på hinanden. Det vil være nødvendigt at anløbe havnen senest kl. 10 på dagen.                               

Tilbage