Nyhed

Nyt liv på Hesnæs Havn

- Sejler Nyt

Der har været stille i Hesnæs Havn på Falster i flere år, men nu er der kommet liv på havnen med spisested, bageri og kolonial i et gammelt garnhus

Garnhuset Hesnæs Havn

 

Af journalist Jesper Elle
[email protected]

Gennem mange år har der været stille på Hesnæs Havn på Falster, hvor gamle dages havneliv med duft af tjære, røget fisk og kutternes tøffen hører fortiden til.
Lokale kræfter har i stedets ånd derfor skabt helt nye aktiviteter i et af de tre gamle garnhuse, der er nænsomt moderniseret til fødevarevirksomhed og servering.
Her er der nu både mulighed for at spise, proviantere og købe friskbagt brød og kager i Garnhuset, der er delt op to rum.


Det ene hedder Køkkenhallen, hvor der er bageri, konditori og køkken og i rummet ved siden af, der hedder Spisehallen, udbydes der lette retter i en afslappet stemning.
I Køkkenhallen kan man proviantere eller købe friskbagt surdejsbrød og kager og i Spisehallen kan man sidde og spise med en kold øl, et godt glas vin eller en kop kaffe eller vælge et bord udenfor, hvor man kan nyde udsigten over havnen og vandet. Der er også take-away, så man kan tage middagsretter med ned på båden.


Mange lystbåde
Havnen er stadig hjemsted for en gruppe mindre fiskerbåde, som hver morgen sejler ud og senere på dagen leverer friskfanget fisk til lokale butikker og røgerier.
Sommeren igennem benyttes havnen af mange lystfartøje og indenfor de senere år er havnens toiletbygning renoveret med opdeling af bad/toiletter for lystsejlere og handicaptoilet for øvrige brugere.


’Spisebordet’ med grillpladser, vaskeplads, mv. benyttes også af sejlerne. Byens Spisebord tager udgangspunkt i det gamle kystsikringsanlæg, der tegner hele havnens udformning og fungerer som pausested for cykelturister og socialt knudepunkt for både turister, lokale og andre besøgende på havnen.


To af de ældre træbroer er erstattet af flydebroer, der giver bedre muligheder for fastliggerbåde og dermed aktivitet i havnen hele året.
I området omkring Hesnæs støder man også på de rørklædte huse, som området er særligt kendt for med rørbeklædning på både tage, facader og gavle. Husene, der blev opført efter stormfloden i 1872, vidner om livet tæt på havet.

Gæster langvejs fra
Med til at skabe liv i området er også traktørstedet Pomle Nakke, der ligger oppe på toppen af klinten kun 800 meter fra havnen
Pomle Nakke er et traditionsrigt traktørsted, som efter rigtig gode anmeldelser i de landsdækkende aviser, oplevede sin første helt forrygende sæson for to år siden, efter stedet fik ny køkkenchef og moderniseret og fornyet spisekortet.
Kokken bruger helst, hvad der findes lokalt, alt det, som vidner om det velforsynede og frugtbare fadebur, som Falster altid har levet med og nydt godt af.
Traktørstedet tiltrækker fortsat mange gæster, ikke kun fra vandsiden, men også fra fra hele Lolland-Falster og Sjælland.
Se mere på MarinaGuide.dk

Back