Christiansø Havn
Christiansø - Danmarks østligste havn
Christiansø er så unik, at den ikke lader sig beskrive, men skal opleves som en del af en sejlerferie til Bornholm. Det tidligere fæstningsværk Christiansø er nu et helt samfund bestående af ca. 100 indbyggere, bosat på hver side af den naturhavn, der dannes mellem Christiansø og Frederiksø. Her er næsten det hele bl.a.: Kro, kirke, politi, skole, købmand med bageri, posthus, museum, gallerier og forsamlingshus. Herfra stammer de kendte Christiansø Sild, som også sælges på øen.
Øen er selvforsynende med elektricitet og har egen vandforsyning, der i flere hundrede år har været en opsamling af regnvand i åbne brønde. Nu er vandforsyningen suppleret med vandboringer og vand sejlet til fra Bornholm. Alt på øen er indrettet i fredede bygninger, der tidligere har været et stort fæstningsværk.
I øgruppen findes også fuglereservatet Græsholmen, hvor østersøens pingviner findes. I de senere år har sælbestanden på øerne udviklet sig på det vestligste skær ”Tat” i en sådan grad, at der nu er så mange af de ca. 300-kilo tunge gråsæler, at der ryger en sæl i vandet, hver gang en nyankommet sæl maser sig op på skæret.
Havnen har to indsejlinger, en på hver side af svingbroen, der deler havnen i en sydhavn og en nordhavn. Gæstesejlere er velkomne i begge havne, men der er kun få pladser i nordhavnen.
Havnen kan besejles dag og nat og har altid en indsejling, hvor vinden ikke hindrer anløb. Kraftig vind direkte ind imellem øerne sætter dog nogen uro i havnen. Hvis havnen ikke kan besejles, hejses en sort kugle, og der tændes 3 røde lanterner.
Øens helt unikke stemning starter dog først ved ”5 mødet” på kroen, der markerer, at alle ”3 timers turisterne” er taget fra øen. Et besøg på øen i egen båd glemmes aldrig.
Velkommen til Christiansø!